Jeg kender en keramiker, der
siger: ’Jeg kan lave alt’. Han er uddannet pottemager og har arbejdet med ler
hele sit liv. Fordommen er, at billedkunstnere er friere i
formgivningsprocessen end klassisk uddannede keramikere eller pottemagere, der
ifølge forestillingen er begrænsede af deres viden om teknik og håndværk. En billedkunstner ville ALDRIG kunne lave Mette
Marie Ørsteds statuette eller Inge Vincents – ikke uden at få hjælp. En dygtig
kunsthåndværker er i den privilegerede situation at han
eller hun i kraft af sin håndværksmæssige kunnen og viden kan arbejde i 1:1 –
direkte med materialet.
Mattias Tesfay har udgivet en politisk debatbog med titlen ”Kloge hænder”, en opfordring til
ikke kun at satse på et teoretisk funderet verdenssyn, til ikke kun at
producere akademikere, som Tesfay siger: Det
er håndværket – ikke bøgerne, der har flyttet os ud af naturen og ind i
kulturen. Mennesker, der gennem 10.000 timers øvelse har tilegnet sig evner på
højt fagligt niveau, er altså samtidig bærere af samfundets kultur.
En anden sejlivet myte er den
om den såkaldte frie kunst. Forestillingen om, at kunstneren er mindre fri hvis
det værk, der arbejdes på har en funktion. Rigtig mange kunsthåndværkere arbejder med
både unika og serier. Det gælder også mange af udøverne her. De
kunsthåndværkere, jeg kender der arbejder så bredt, giver alle udtryk for at
disciplinerne befrugter hinanden. Grænserne er flydende. Det gælder også
grænserne mellem kunsthåndværk og kunst, kunsthåndværk og design. Fra mit
arbejde i udvalget for Kunsthåndværk og Design i Statens Kunstfond ved jeg det
forholder sig sådan. Jeg har her set eksempler på overlap mellem kunsthåndværk
og stort set alle andre kategorier fra musik og litteratur til arkitektur og
scenekunst.
Jeg vil slutte med et citat
af Pablo Llambias. Han taler om litterær kvalitet, men jeg mener godt man kan
overføre eller udvide det han siger til kunstnerisk kvalitet:
En tekstlæsning er en diskussion af hvad
litterær kvalitet er. Der er ikke to, der læser ens. Alligevel findes litterær
kvalitet. Samtalen om den hører dog aldrig op. Og sådan må det være. Kunst er
ikke eksakt videnskab.
Jeg synes det summerer meget
godt op, at vi er i sådan en lidt spøjs situation, hvor vi på den ene side
bliver nødt til at tale om, hvad det er vi har med at gøre, men på den anden
side godt ved, at uanset hvor meget vi taler eller diskuterer, når vi aldrig
til en fuldstændig afklaring. Vi kan højst kredse om emnet.
Tak til alle de 12 deltagere
i statuettekonkurrencen for at levere så godt et materiale at diskutere ud fra.
For det er jo her, det hele starter, med tingene. Uden ting – ingen tale.