Kunsthåndværket er, som disciplin, plaget af fordomme

Katrine Borup er både arkitekt og ædelmetalformgiver. Hun har snart været tre år i Statens Kunstfonds tremandsudvalg for kunsthåndværk og design. Jeg bad Katrine holde tale til prisoverrækkelsen både fordi hun var en del af juryen, men også fordi jeg gerne ville have hende til at tale om kunsthåndværkets rolle. Det blev der en meget fin tale ud af, som jeg har plukket i. Det har været svært at skære i den, men håber du kan få et indblik i essensen af talen.

Jeg kender en keramiker, der siger: ’Jeg kan lave alt’. Han er uddannet pottemager og har arbejdet med ler hele sit liv. Fordommen er, at billedkunstnere er friere i formgivningsprocessen end klassisk uddannede keramikere eller pottemagere, der ifølge forestillingen er begrænsede af deres viden om teknik og håndværk. En billedkunstner ville ALDRIG kunne lave Mette Marie Ørsteds statuette eller Inge Vincents – ikke uden at få hjælp. En dygtig kunsthåndværker er i den privilegerede situation at han eller hun i kraft af sin håndværksmæssige kunnen og viden kan arbejde i 1:1 – direkte med materialet.                                              

Mattias Tesfay har udgivet en politisk debatbog med titlen ”Kloge hænder”, en opfordring til ikke kun at satse på et teoretisk funderet verdenssyn, til ikke kun at producere akademikere, som Tesfay siger: Det er håndværket – ikke bøgerne, der har flyttet os ud af naturen og ind i kulturen. Mennesker, der gennem 10.000 timers øvelse har tilegnet sig evner på højt fagligt niveau, er altså samtidig bærere af samfundets kultur.  

En anden sejlivet myte er den om den såkaldte frie kunst. Forestillingen om, at kunstneren er mindre fri hvis det værk, der arbejdes på har en funktion. Rigtig mange kunsthåndværkere arbejder med både unika og serier. Det gælder også mange af udøverne her. De kunsthåndværkere, jeg kender der arbejder så bredt, giver alle udtryk for at disciplinerne befrugter hinanden. Grænserne er flydende. Det gælder også grænserne mellem kunsthåndværk og kunst, kunsthåndværk og design. Fra mit arbejde i udvalget for Kunsthåndværk og Design i Statens Kunstfond ved jeg det forholder sig sådan. Jeg har her set eksempler på overlap mellem kunsthåndværk og stort set alle andre kategorier fra musik og litteratur til arkitektur og scenekunst.  

Jeg vil slutte med et citat af Pablo Llambias. Han taler om litterær kvalitet, men jeg mener godt man kan overføre eller udvide det han siger til kunstnerisk kvalitet: 

En tekstlæsning er en diskussion af hvad litterær kvalitet er. Der er ikke to, der læser ens. Alligevel findes litterær kvalitet. Samtalen om den hører dog aldrig op. Og sådan må det være. Kunst er ikke eksakt videnskab.

Jeg synes det summerer meget godt op, at vi er i sådan en lidt spøjs situation, hvor vi på den ene side bliver nødt til at tale om, hvad det er vi har med at gøre, men på den anden side godt ved, at uanset hvor meget vi taler eller diskuterer, når vi aldrig til en fuldstændig afklaring. Vi kan højst kredse om emnet.  

Tak til alle de 12 deltagere i statuettekonkurrencen for at levere så godt et materiale at diskutere ud fra. For det er jo her, det hele starter, med tingene. Uden ting – ingen tale.

 

Prisoverrækkelsen

Så oprandt dagen hvor vinderstatuetten skulle findes. Det var en hyggelig eftermiddag i selskab med de fleste af kunsthåndværkerne og mange interesserede var mødt op. Kulturblogger Søren Sommerglæde har lavet en hyggelig omtale af prisoverrækkelsen som kan læses her. Ifølge afstemningen var de tre værker med flest stemmer: Snedker/designer Akiko Kuwahata med filmhjulet der kan drejes, keramisk formgiver Jesper Ranum med den gule kasettetrappe og keramisk formgiver Inge Vincents 'Popcornvase'.
En enig jury bestående af :
Katrine Borup - medlem af Statens Kunstfonds tremandsudvalg for kunsthåndværk og design
Mads Damsbo - direktøren for det nye stormuseum i Odense
Filminstruktør og tidligere kunstnerisk leder af OFF
besluttede at Akiko Kuwahatas værk var vinderen og det viste sig også at være publikums favorit.

De nominerede; Inge Vincents,
Akiko Kuwahata og Jesper Ranum

Katrine Borup udtalte på vegne af juryen bl.a.: "...i Akiko Kuwahatas værk er man ikke i tvivl om at den gyldne krusedulle er en filmstrimmel, og man kan oven i købet få den til at bevæge sig. Film er levende billeder….tid og bevægelse er væsentlige egenskaber, som Akiko på en sjov måde får inddraget. (...)Symbolikken i denne statuette er dog ikke låst til filmen; man kan også vælge at se krusedullen som et mere åbent symbol på en kreativ proces, skitsen på det solide fundament.(...) Akikos statuette er håndværksmæssigt utrolig veludført. Vi talte i juryen om det lidt sjove, at mange af filmreferencerne er fra en svunden tid. (...) som Mikkel Munch-Fals, der jo både selv laver film og anmelder film så smukt sagde; "...film er ofte forbundet med vores længsler og drømme og det som kunne have været. Selvom jeg har et indgående kendskab til filmindustrien og ved at den er som en stor seven-eleven butik, så er billederne i mit hoved stadig romantiske eller nostalgiske….en direktør i et filmselskab er stadig sådan en, der sidder med stor cigar ved sit mørke skrivebord i et flot kontor med høje mahogni paneler." Materialerne i Akikos statuette passer perfekt til dette lidt nostalgiske billede."

Næste år overrækkes Akikos værk til 'Bedste Danske Kortfilm' under Odense Internationale Kortfilmsfestival.